zonic: ”Det var lige den start, vi havde håbet på”

Astralis rejser sig efter skuffelsen i Miami og gør rent bord efter en overbevisende førstedag ved BLAST Pro Series Madrid.

Med to sejre ud af to mulige, fik Astralis den bedst mulige start til BLAST Pro Series Madrid, ved først at slå svenske NiP 16-8 og derefter portugisiske Giants Gaming 16-7. Dette bringer Astralis til tops i tabellen, som senere i dag skal afgøres foran et stort publikum i Madrid Arena.

Den indledende kamp mod svenske NiP blev spillet på Dust2, hvor Astralis kom godt fra start og efterfølgende sikkert kørte sejren hjem. Anden kamp mod Giants Gaming foregik på Nuke, hvor Astralis lige nu, i turneringskampe, har imponerende 31 sejre i træk. Derfor var det også noget overraskende, da Astralis startede på CT-siden og kom bagud med 0-4 til det undertippede portugisiske hold. Danskerne fik dog hurtigt taget kontrollen tilbage, og efter en ustoppelig T-side endte kampen alligevel med en overbevisende sejr til Astralis.

Inside E-sport er også på Facebook

Danny ’zonic’ Sørensen, Astralis’ træner, udtaler:

”Det var lige den start, vi havde håbet på. Efter vores knap så heldige turnering i Miami, var det fedt at komme tilbage på rette spor, og nu skal vi bare sørge for at holde momentum lørdag. Vi er sultne efter sejr, men selvom titlen er målet, tager vi én kamp ad gangen.”

”Det bliver vildt i arenaen, tror jeg. Vi fik en lille forsmag i dag, og især de tilrejsende portugisere var vilde. Vi så også flere Astralis-trøjer iblandt, både på lokale fans, men også danskere, der er taget hele vejen hertil. Det betyder alt for os, og drengene tager det helt sikkert med sig ind i kampene.”

Astralis har som det eneste hold vundet begge deres kampe og fra kl. 15.00 i dag venter NAVI, ENCE og Cloud9 inden en eventuel finale.

BLAST Pro Series Madrid kan ses på TV 2 ZULU, TV2 Play og Twitch.tv.

Fotokredit: RFRSH Entertainment


Udgivet d. 11/05/2019

Tags: , , ,

Kategori: