Karrigan står overfor Astralis i semifinalen

Det bliver den gamle Astraliskaptajn, Finn ‘karrigan’ Andersen, som i aften møder sit gamle hold i semifinalen til ESL Finals Season 10 i Odense.

Danske Astralis var allerede kvalificeret til semifinalen ved ESL finalerne, og modstanderen skulle findes mellem mousesports og nordamerikanske Evil Geniuses. Kampen startede på Train, som var mousesports map pick. Dette kunne tydeligt ses på præstationen, hvor karrigan og Co. var overlegne mod EG og kunne lukke første map 16-6.

Andet map, Inferno, blev en tæt affære, som i sidste ende gik nordamerikanernes vej. Længe lignede det ellers, at mouz ville vinde kampen 2-0, men et par uheldige runder i slutningen af kampen betød at EG lavede et flot comeback og kunne udligne til 1-1 i overtiden.

Tredje map, Nuke, blev et som begge hold ikke vil glemme foreløbig. Om det var mouz der ramte helt rigtigt, eller om det var EG der slet ikke hang sammen – det var nok en kombination af begge – gjorde at mousesports vandt 3. map 16-0 og fik uddelt et æg til EG som meget sjældent ses på dette niveau.

Mousesports møder derfor Astralis i semifinalen i aften. Den første semifinale mellem Fnatic og NaVi spilles netop nu, og kan ses på twitch.tv/wonderbai og twitch.tv/pixeltv.

Fotokredit: ESL | Bart Oerbekke


Skrevet af Matti

Udgivet d. 07/12/2019

Tags: , , ,

Kategori: