Historisk: Astralis vinder 4. major

Counter-Strike historie er netop til aften blevet skrevet, da Astralis, som  det første hold nogensinde, har vundet deres 4. major med en 2-0 sejr over Avangar.

Danske Astralis er det første hold i verdenshistorien, som kan kalde sig for 4-dobbelt majorvinder. Dette skete ved en overbevisende præstation foran et fyldt Mercedes Benz Arena, hvor danskerne på blot 2 maps stensikkert kunne sikre sig sejren. Udover at være det første hold som vinder 4 major-titler, sætter de samtidig en ny rekord, da de nu samtidig har vundet 3 majors i træk. Dette er heller aldrig set før, hvilket derfor gør denne aften historisk på flere måder.

Finalen startede ud på Inferno. Det danske superhold startede på T-siden, og meget lig semifinalen, kom de op på hele 8-0 før Avangar fik deres første runde. Nicolai ‘dev1ce’ Reedtz, var igen storspillende, og kunne på sin fødselsdag afslutte mappet med flest kills på serveren og en 16-6 sejr til Astralis. Andet map, Dust2, blev heller ikke nogen tæt affære, og Avangar fik aldrig en chance for at komme ind i kampen. Efter en dansk føring på 11-4 ved pausen, fik Avangar taget pistolrunden, hvor man et kort øjeblik kunne tro, at kampen kunne genfinde en smule spænding. Astralis tog dog hurtigt den efterfølgende runde samt de resterende runder af kampen. Andet map slutter 16-5 og dermed en samlet stilling på 2-0 til det danske mandskab.

Udover de 2 skelsættende rekorder og endnu en majortitel, kan danske Astralis samtidig rejse hjem ca. 3.4 mio. kr. rigere.

Kæmpe tillykke herfra!

 

Fotokredit: StarLadder | Igor Bezborodov


Skrevet af Matti

Udgivet d. 08/09/2019

Tags: , ,

Kategori: