Fnatic sender Astralis hjem

Det blev svenske Fnatic som kunne sikre sig den første finaleplads til DreamHack Masters Malmö 2019 ved en 2-0 sejr over Astralis.

Den første af de to semifinaler var et klassisk, skandinavisk opgør. Det rutinerede Fnaticmandskab tog i mod stjernerne fra Astralis, som var favoritter i dagens opgør. Svenskerne valgte første map, Overpass, og kom godt fra start med et forspring på 9-6 ved pausen. Efter en tabt pistolrunde i 2. halvleg svarede danskerne godt igen og fik næsten lukket hullet op til Fnatic. Herefter fik svenskerne dog styr på deres defensiv, og det lykkedes ikke Astralis at vinde flere runder. Første map sluttede derved 16-9 til det svenske mandskab.

Andet map var Nuke og presset på danskerne var stort. Nuke er som bekendt et af Astralis’ bedste maps, og da Fnatic igår tabte stort til landsmændene fra NiP på netop Nuke, var forventningerne til Astralis tårnhøje. Fnatic kom godt fra start og bragte sig foran hele 6-0 før danskerne kom på tavlen. Herefter kom Astralis dog flot tilbage, men måtte igen gå til pause ved en stilling på 6-9. I anden halvleg blev det noget af en gyser. Et meget velspillende svensk mandskab kom op på 15-11 og havde derfor en kæmpe chance for at lukke kampen. Igen lykkedes det Astralis at bringe sig tilbage i kampen og fremtvinge overtid. Kampen skulle helt ud i 3. overtid før at en vinder kunne findes. Danskerne havde ellers bragt sig i front 23-21 og så ud til endelig at have knækket Fnatic. Svenskerne ville det dog anderledes, tog resten af runderne og kunne dermed lukke Nuke 25-23 og vinde 2-0 i alt.

Skuffelsen i Astralislejren var stor, da man var favoritter til at vinde hele turneringen. Til gengæld var Fnaticsejren noget som arenaen i Malmö kunne bruge, og publikum får nu deres svenske repræsentant i finalen i morgen. Hvem den anden finalist bliver, afgøres senere i aften i kampen mellem NaVi og Vitality.

 

Fotokredit: DreamHack | Adela Sznajder


Skrevet af Matti

Udgivet d. 05/10/2019

Tags: , ,

Kategori: