Astralis vinder 10. trofæ i 2018!

BLAST Pro Series i Lissabon blev skudt i gang af 6.000 fanatiske portugisiske fans der skrålede deres nationalsang af lungers fulde kraft. Det sluttede som så mange andre turneringer i 2018, nemlig med Astralis øverst på sejrsskamlen.

De tabte 1 map ud af 8 ved hele turneringen, og efter en 2-1 sejr i finalen mod NaVi så kunne de løfte et BLAST Pro Series trofæ for anden gang i år, hvilket samtidig er deres 10. trofæ i 2018 sæsonen.

Emil ‘magisk’ Reif fik sin første MVP titel nogensinde, og er rigtig glad for den måde Astralis fik sluttet året af på:

– Vi kunne ikke have sluttet året på en bedre måde. Vi spiller i en helt fantastisk kulisse og sjældent har jeg været vidne til så vild en stemning. Da de 6.000 fans rejser sig og synger for deres lungers ulde kraft, der var jeg godt nok blæst bagover i boksen. Det var virkelig en helt sindssyg oplevelse.

– Jeg synes, vi spiller god Counter-Strike og jeg er virkelig stolt af, at vi formår at vinde hele 10 turneringer på et år. Mit første år i Astralis har været helt vanvittigt og vi har skrevet historie efter historie med holdets anden Major, Intel Grand Slam-titlen, vi har ligget nummer et på verdensranglisten i over 8 måneder og altså nu også vundet vores anden BLAST-titel. Vi kunne ikke have bedt om mere, og jeg er bare glad for at være en del af så fantastisk et hold.

Nicolai ‘dev1ce’ Reedtz havde stor ros til de mange fremmødte fans:

– Vi har spillet turneringer i stort set hele verden og i mange forskellige arenaer og jeg elsker virkelig Counter-Strike fans. Jeg må bare sige, at fansene i denne arena i aften skabte en helt unik atmosfære, som jeg aldrig har oplevet før noget sted.

– Det var en sand fornøjelse at spille i Portugal, og jeg synes, de her fans fortjener at få flere store begivenheder til landet.

– At vinde vores tiende trofæ i år og slutte sæsonen af på den her måde er helt utroligt. Vi har haft en fantastisk sæson og går på pause som verdens bedste hold. Det er næsten umuligt at gøre det igen i 2019, men vi vil helt sikkert gøre alt hvad vi kan for at beholde placeringen og vinde flere titler.

– Du bliver aldrig træt af at vinde, men lige nu tror jeg, vi er alle meget glade for at komme hjem og tage en pause. Det har været en lang sæson, og nu skal vi genoplade batterierne, og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde end med den her fantastiske oplevelse i hukommelsen, slutter Nicolai ‘dev1ce’ Reedtz.

Stort tillykke herfra til Astralis med et fantastisk 2018!


Skrevet af Kringelum

Udgivet d. 16/12/2018

Tags: , , ,

Kategori: