Astralis nedlægger Team Liquid

Astralis har netop sendt verdens nummer 1, Team Liquid, ud af turneringen i StarLadder Berlin Major 2019 kvartfinalen.

Der var lagt op til en kamp på aller højeste Counter-Strike niveau, da 2 af verdens største hold, danske Astralis og nordamerikanske Team Liquid, tørnede sammen allerede i kvartfinalen til Berlin Major 2019. Astralis, som har tabt tronen til netop Liquid, kunne dog sikre sig fortsat deltagelse i turneringen ved en flot sejr på 2-0.

Allerede i map-vetoen kom den første overraskelse, da Astralis valgte Vertigo som deres map. Danskerne havde dog lavet deres hjemmearbejde og leverede en overbevisende præstation. Astralis startede på T-siden, hvor de tabte pistolrunden og kom bagud 3-0. Herefter vågnede det danske mandskab, og sikrede sig 8 runder i første halvleg. Som CT, stod Astralis utrolig stærkt, og Liquid havde ikke mange chancer for at bryde igennem defensiven. Amerikanerne vandt kun en enkelt runde på T-siden, og Astralis kunne derfor lukke første map 16-8.

Andet map var Overpass, hvor danskerne igen kom bagud fra start. Astralis, som denne gang startede på CT-siden, havde noget sværere ved at lukke ned for Team Liquid, og måtte gå til pause med en stilling på 6-9. I anden halvleg var der dog intet som kunne stoppe Astralis og særligt Emil ‘Magisk’ Reif. Danskerne havde stor succes med at trænge ind på B-sitet, hvor ‘Magisk’ skød amerikanerne helt ud af banen. Overpass endte 16-13 i danskernes favør og dermed en samlet sejr på 2-0.

Astralis går nu videre til semifinalen, hvor de skal møde NRG. NRG, som i kvartfinalen slog NaVi ud, har set utroligt formstærke ud til denne major, så det bliver derfor endnu en svær kamp for Astralis. Den anden semifinale består af Renegades og Avangar, som er to af turneringens helt store overraskelser.

Semifinalerne spilles i morgen kl. 15:00 og 18:30 og kan ses på både Twitch samt TV 2 Zulu.

 

Fotokredit: StarLadder | Igor Bezborodov


Skrevet af Matti

Udgivet d. 06/09/2019

Tags: , ,

Kategori: