Danske ‘N0tail’ har tjent flest penge på Esport nogensinde

Johan ‘N0tail’ Sundstein topper listen over de Esportsudøvere med den højeste indtjening i verden. N0tail er kaptajn på Dota 2 holdet OG, som de seneste to år har vundet kæmpeturneringen ‘The International’.

Hvor meget skal der til for at ligge nummer 1 på listen over bedst betalte Esportsstjerner? Danske Johan Sundstein har vundet svimlende 46,7 mio. kr. på spillet Dota 2, og fører dermed med godt og vel 2,5 mio. kr. ned til andenpladsen på listen, som også indtages af en Dota-spiller.

Det skal siges, at disse tal udelukkende er penge, som er vundet i diverse turneringer. Oveni kommer den grundløn, som spillerne får betalt af deres respektive organisationer, som selvfølgelig varierer fra spiller til spiller. Kigger man ned over listen, er det tydeligt, at næsten hele top 50 består af spillere fra Dota 2, med et par enkelte Fortnite spillere imellem. Først nede som nummer 45 begynder gutterne fra Astralis at komme på, som altså også har tjent styretende på spillet Counter-Strike.

Grunden til, at der er flest Dota-spillere på listen skyldes, at der er flere store Dota 2-turneringer om året med store præmiepuljer. Det som gør den afgørende forskel, er kæmpeturneringen ‘The International’, som afholdes én gang om året. Sidste år var der over 34 mio. dollars i præmiepuljen – dette svarer til knap en kvart mia. danske kroner! Det var i øvrigt denne turnering, som N0tail og Co. vandt to år i træk. Til sammenligning afholdes der i Counter-Strike to majors årligt, hvilket er de største turneringer inden for denne gren af Esporten. Her er der en fast præmiepulje på 1 mio. dollars.

Fotokredit: EPICENTER


Skrevet af Matti

Udgivet d. 05/02/2020

Tags:

Kategori: ,